BESTYRELSENS FORRETNINGSORDEN § 1 AFHOLDELSE AF BESTYRELSESMØDER: Umiddelbart efter den ordinære generalforsamling - eller efter en ekstraordinær generalforsamling, hvor der er sket ændringer i bestyrelsens sammensætning - afholder bestyrelsen et konstituerende bestyrelsesmøde, hvorunder der vælges en formand for bestyrelsen. Bestyrelsen afholder møder, når ét medlem af bestyrelsen eller administrator begærer det, til behandling af et bestemt angivet emne. Begæring herom fremsættes skriftligt til formanden med en redegørelse for baggrunden for emnet. Så vidt muligt berammes på hvert bestyrelsesmøde næste møde. § 2 INDKALDELSE AF BESTYRELSESMØDER: Møderne indkaldes skriftligt af formanden med mindst 8 dages varsel. Varslet kan dog nedsættes, såfremt særlige forhold gør det nødvendigt. Med indkaldelsen skal fremsendes dagsordenen for mødet samt et eksemplar af det til brug for behandlingen af de enkelte emner nødvendige, skriftlige materiale. Med indkaldelsen skal endvidere i videst muligt omfang gives medlemmerne oplysning om baggrunden for de til behandling foreliggende emner. § 3 BESTYRELSESMØDERNES LEDELSE OG BESLUTNINGSDYGTIGHED: Møderne ledes af formanden. Møderne afholdes i ejendommen eller hos administrator. Såfremt et bestyrelsesmedlem ikke kan deltage i et bestyrelsesmøde, har han ret til at lade sig repræsentere ved fuldmagt til et andet bestyrelsesmedlem. Når indkaldelse har fundet sted i overensstemmelse med forskrifterne i § 2, er bestyrelsen beslutningsdygtig, når 2/3 af medlemmerne er til stede. Såfremt der er et lige antal bestyrelsesmedlemmer når mere end halvdelen er til stede. I andre tilfælde er bestyrelsen beslutningsdygtig, når samtlige stemmeberettigede medlemmer er til stede - eller repræsenteret ved et tilstedeværende medlem - og alle samtykker. Bestyrelsesmedlemmerne - og andre tilstedeværende - har pligt til straks at underrette bestyrelsen om ethvert spørgsmål, som kan give mulighed for inhabilitet. De af bestyrelsen behandlede anliggender afgøres ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslaggivende. § 4 FORHANDLINGSPROTOKOL: Formanden drager omsorg for, at der føres en forhandlingsprotokol over bestyrelsens forhandlinger og beslutninger. Af protokollen skal fremgå: 1) hvem der har ledet mødet, 2) hvem der har deltaget i mødet, og 3) dagsordenen samt beslutninger for hvert enkelt punkt i henhold hertil (beslutningsreferat). 4) hvorvidt referater af tidligere bestyrelsesmøder er udfærdiget og underskrevet. Et eksemplar af referatet udsendes til samtlige bestyrelsesmedlemmer snarest muligt efter mødets afholdelse. Samtlige tilstedeværende medlemmer skal underskrive protokollatet og dermed bekræfte deres godkendelse heraf. Såfremt referatet udfærdiges efterfølgende skal det underskrives snarest efter og senest ved det førstkommende bestyrelsesmøde. Medlemmer, der ikke har deltaget i et refereret møde skal i protokollen anføre, at de har gjort sig bekendt med indholdet. Forhandlingsprotokollen og revisionsprotokollen opbevares af administrator på dennes kontor, medmindre bestyrelsesmedlemmerne i enighed beslutter, at de skal opbevares af formanden eller i bestyrelsens mødelokale. Ethvert af bestyrelsens medlemmer har indenfor normal kontortid adgang til at gøre sig bekendt med indholdet af disse protokoller. § 5 FORENINGENS LEDELSE: Bestyrelsen forestår ledelsen af ejerforeningens anliggender og skal sørge for en forsvarlig god og forsvarlig varetagelse af ejendommens fælles anliggender. Bestyrelsen antager en administrator til bistand ved varetagelsen af ejendommens daglige drift, herunder betaling af fælles udgifter, tegning af sædvanlige forsikringer, renholdelse, vedligeholdelse og fornyelser i det omfang, sådanne foranstaltninger efter ejendommens karakter må anses for påkrævede. Bestyrelsen fører forsvarligt regnskab over de på fællesskabets vegne afholdte udgifter og oppebårne indtægter, herunder de ejerne afkrævede bidrag til fælles udgifter og varmeudgifter. De enkelte medlemmer af bestyrelsen kan fordre sig meddelt alle til opfyldelse af deres opgaver fornødne oplysninger, herunder foretage eftersyn af foreningens bøger. § 6 BESLUTNINGSKOMPETENCE: Bestyrelsen behandler og træffer afgørelse i alle sager, der efter ejerforeningens forhold er af usædvanlig art eller størrelse. Navnlig følgende forhold kræver bestyrelsens godkendelse: 1. Godkendelse af budget for det kommende regnskabsår. 2. Ansættelse eller afskedigelse af personale 3. Køb af aktiver eller iværksættelse af arbejder, der ikke udtrykkeligt er nævnt i det af generalforsamlingen godkendte budget for beløb større end kr. 10.000. § 7 ADMINISTRATORS DELTAGELSE I BESTYRELSESMØDERNE: Administrator og inspektør deltager kun i de bestyrelsesmøder, hvor det er aftalt. I hvert bestyrelsesmøde aflægger formanden eller administrator eller inspektør beretning om foreningens virksomhed siden sidste bestyrelsesmøde. Formanden eller administrator/inspektør forelægger herudover de perioderegnskaber og budgetter, bestyrelsen måtte have anmodet om. Formanden eller administrator/inspektør orienterer samtidig bestyrelsen om alle relevante forhold, ligesom formanden eller administrator besvarer alle spørgsmål, der måtte blive stillet af de enkelte bestyrelsesmedlemmer. § 8 ÅRSREGNSKAB: Udkast til årsregnskab udarbejdes af administrator og forelægges for revisionen så betids, at et af revisionen gennemgået årsregnskab kan udleveres til bestyrelsen inden fire måneder efter regnskabsårets udløb. Dette årsregnskab behandles herefter af bestyrelsen på et bestyrelsesmøde, hvorunder bestyrelsen påser, at regnskabet er udarbejdet i overensstemmelse med vedtægterne og gældende lovgivning. Såfremt det kræves efter vedtægterne eller ejerforeningen i øvrigt har truffet beslutning om, at der skal udarbejdes en årsberetning, skal bestyrelsen under dette møde udarbejde årsberetningen og træffe beslutning om bestyrelsens indstilling til generalforsamlingen om anvendelse af overskud eller opkrævning af beløb til dækning af underskud i henhold til det foreliggende årsregnskab. Herefter underskriver medlemmerne årsregnskabet og årsberetningen. § 9 REVISORS DELTAGELSE I BESTYRELSESMØDERNE: Ethvert bestyrelsesmedlem kan forlange, at foreningens revisor deltager i det bestyrelsesmøde, på hvilket årsregnskabet behandles, med henblik på at revisorerne blandt andet kan udtale sig om, hvorvidt årsregnskabet og årsberetningen efter revisionens opfattelse indeholder de nødvendige oplysninger til bedømmelse af foreningens økonomiske forhold. § 10 TAVSHEDSPLIGT: Bestyrelsens medlemmer har tavshedspligt med hensyn til alt, hvad de erfarer i deres egenskab af medlem af bestyrelsen, med mindre der er tale om forhold, der er bestemt til eller ifølge lovgivningen underlagt ubegrænset offentlighed. Såfremt et medlem fratræder, skal han straks til bestyrelsesformanden tilbagelevere alt fortroligt materiale, han måtte være i besiddelse af samt eventuelle genparter heraf. Således vedtaget på bestyrelsesmødet, den